guest-on-hotel-6

Styrkelse af procedure for Green Key og søstermærker

Green Key og søstermærker som Green Attraction og Green Tourism Organization følger internationale retningslinjer for miljømærker indenfor turisme vedrørende procedure, verificering og kontrol. Den stigende opmærksomhed på miljømærker fx i den nationale strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme og et kommende EU Direktiv gør at procedure for Green Key og søsterordningerne styrkes yderligere.

På sidste Jury-møde den 1. marts 2023 blev der vedtaget en plan for styrkelse af Green Key og øvrige Green-ordningers procedure og kontrol.

Det sker med følgende 6 punkts plan:

1. Udvide og forbedre Juryen

Sekretariatet arbejder i øjeblikket på at udvide og styrke Juryen, som godkender kriterier og ansøgninger for mærkerne.

2. Revision af procedure og kontrol

I fremtiden indføres en ekstern revision af overholdelse af Green Keys procedure. Det betyder, at 5-10 % af de mærkede steder udvælges af Juryen til en ekstern gennemgang. I 2023 er der sat gang i en forsøgsordning, hvorefter den eksterne revision træder endeligt i kraft i 2024.

3. Etablering af faglig board for mærkerne

For at sikre en høj viden og kvalitet for de målrettede mærker nedsættes et Advisory Board, som kan fungere som rådgivende organ for udvikling af kriterier på de enkelte områder og bruges som fagkundskab i tvivlssager ved fx indstillinger. Styregruppen for Green Attraction vil bl.a. blive inviteret til at sidde i Advisory Board, og første møde holdes i december 2023.

4. Brug af ekstern konsulentbesøg

De miljømærkede steder besøges i forbindelse med ansøgningsprocessen og herefter et år efter tildeling og så hvert tredje år. Besøget foretages af en konsulent med indgående kendskab til kriterierne og de enkelte virksomhedstyper.

Denne kontrol suppleres i en nær fremtid med besøg fra ekstern konsulentvirksomhed.

5. Bedre håndtering af data

Sekretariatet har indgået et samarbejde med BeCause, som er ved at udvikle et program til håndtering af data om opfyldelse af kriterier og miljøforhold for de miljømærkede steder. Dermed kan der også udarbejdes bedre statistik på de enkelte områder.

BeCause er også databaseleverandør til Green Key Internationale og leverer data om miljømærker til bookingplatforme som Booking.com.

6. Effektivisering af processer og drift

Sekretariatet er i gang med at styrke processer og driften af mærkerne, så der er bedre støtte til at ansøge om Green Key m.fl. og sikre opfyldelsen af kriterierne.

Læs mere: EU vil afskaffe halvdelen af miljømærkerne i Europa

Alliance of Certification Programs

I øjeblikket er der sat gang i et større samarbejde mellem de største miljømærker indenfor turisme på initiativ fra Green Key under navnet Alliance of Certification Programs. Her arbejdes på udvikling af en standard for hvad miljømærker indenfor turisme skal opfylde. I alliancen sidder bl.a Travellife, Green Globe, Green Destination, Tourcert og som nævnt Green Key.