Høringsvar roser styrkelse af Svanens kriterier for hotel, spisesteder og konference
HORESTA roser i høringssvar udkast til kriterier for Svanemærkning for hotel, spisested og konference. Det er organisations opfattelser, at revisionen er ambitiøs og spiller endnu bedre sammen med kriterierne for Green Key, så der er mere ens krav til turistvirksomheder.
HORESTA har afgivet høringssvar på kriterier for Svanemærkning for hotel, spisested og konference.
Overordnet er HORESTA tilfreds med samarbejdet med Miljømærkning Danmark om den grønne udvikling – også i turistbranchen. De mange mærkede produkter gør det nemmere for medlemmer at indkøbe grønne produkter fx indenfor rengøring og udstyr, hvilket vil blive forstærket de kommende år. Der er en sund konkurrence mellem turismens internationale miljømærke Green Key og det nordiske Svanen, som spiller hinanden bedre og begge bidrager til en bæredygtig udvikling for turisterhvervet.
Det er HORESTA´s opfattelselse, at revisionen af kriterierne er ambitiøs og spiller endnu bedre sammen med kriterierne for Green Key, så der er mere ens krav til turistvirksomheder. På nogle områder introduceres krav og stramninger, som er i overensstemmelse med Green Key, men på nogle områder gås der også videre, hvilket kan fungere som inspiration for Green Keys revision, som træder i kraft i 2022.
Af mere detaljerede kommentarer kan nævnes:
- Oversigten (Tabel 1) over hvilke krav virksomheden og forskellige kombinationer af hvad virksomheder skal opfylde, og hvilke pointkrav der kan vælges imellem virker lidt uoverskuelig, men giver nok mening, når man går i gang med ansøgningen.
- Green Key har længe haft et obligatorisk krav til kontinuerlige forbedringer med den årlige opfølgning og dialog med de mærkede virksomheder, hvorfor denne stramning for Svanen giver god mening.
- HORESTA har tidligere påpeget at kravet til vandforbrug kan strammes, og det kommer på nogle områder på niveau eller går videre end Green Keys kriterier.
- Det giver god mening med nye og omfattende krav til madspild, herunder måling, analyse, information og oplæring, som er blevet indført for miljømærkningen Green Restaurant.
- Ved affaldssortering for gæster (O26) foreslås, at gæsten kan informeres om at øvrige fraktioner end restaffald såsom papir, flasker og dåser, kan lægges på bordet eller ved siden af skraldespanden, hvis der ikke særlige beholdere til det. Det vil være hensigtsmæssigt med ens procedure i hele Norden.
- Naturligvis skal engangsartikler minimeres, men et forbud mod engangsartikler (7.3) virker voldsomt især under COVID-19, hvis spisesteder og hoteller er tvunget til at bruge engangsartikler.
- Forbud mod servering af vand på flaske foreslås modereret, så det kan bruges i særlige situationer – især under COVID-19, hvor mange er tvunget til at benytte kildevand på flaske, fordi det kræves af deres gæster.
- Det er også i den rigtige retning, at der er skærpede krav til kemiske produkter. Krav om at 100 % af produkterne til almindelig rengøring, opvask og tøjvask skal være miljømærkede, hvilket letter dokumentationsbyrden betragteligt giver mening.