guest-on-hotel-4

HOTREC-formand om 2020: Bæredygtighed er blandt erhvervets største opgaver

Hvad kommer til at fylde i 2020, og hvordan skal erhvervet gribe de største udfordringer an? Det har den fælleseuropæiske hotel- og restaurantorganisation spurgt HOTRECs formand Jens Zimmer Christensen til. Foruden denne post er Jens Zimmer Christensen også formand for HORESTA.

”Udfordringen består i at fortsat skabe vækst og arbejdspladser, samtidig med at virksomhederne bevæger sig i en mere bæredygtig retning. Alle erhverv har et ansvar, og det vil kræve investeringer. Og der er vores erhverv ikke undtaget,” fortæller HOTREC- og HORESTA-formanden.

Jens Zimmer Christensen understreger dog, at erhvervet er i gang, og virksomhederne har en stor erfaring med blandt andet at nedbringe madspild og energieffektivisering.

En anden udfordring han hæfter sig ved, er den unfair konkurrence fra den private udlejning, der er underlagt en anden og mere fordelagtig regulering end det etablerede erhverv. Denne manglende kontrol og regulering af for eksempel Airbnb kalder han bekymrende.

Jens Zimmer Christensen har også et budskab til den danske konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager. Han håber, at hun vil foretage et eftersyn af de store bookingportaler, som skaber unfair betingelser for konkurrence i markedet med begrænsende prisklausuler.

Afsluttende lyder visionen for HOTREC-formanden, at året vil bringe en oprydning i uønsket og unødvendig regulering fra EU, der besværliggør virksomhedernes dagligdag.