Ægteparret har siden 1999 gjort det til en levevej og en god forretning at kombinere bæredygtighed med hoteldrift. Arkitekt Marc Weinert istandsætter som bygherre alle Guldsmeden-hotellerne efter bæredygtige principper om valg af materialer og genanvendelse.
Der bruges økologisk maling, møblerne – hvis ikke de er genbrugte – designes og produceres så vidt muligt af FSC-certificerede materialer og bambus. Alle Guldsmedens restauranter i Danmark har Det Økologiske Spisemærke i guld, der indebærer at mindst 90 procent af råvarerne er økologiske. Ligeledes er der stort fokus på at undgå madspild.
Badeværelsesbrusere genbruger vand
Et andet miljøvenligt tiltag gennemføres 100 procent på Bryggen Guldsmeden. Alle badeværelserne på det nye boutique-hotel er udstyret med brusere fra svenske Orbital Systems baseret på NASA-teknologi.
Systemets filtre kan ”genkende” vand med for højt indhold af for eksempel sæbe og shampoo og udleder dette for at sikre filtrene længere levetid og sender i stedet rent vand ind. Med Orbital-bruserne vil gæsterne på Islands Brygge spare 42-65 liter vand i gennemsnit per brusebad, en vandbesparelse på op til 60-90 procent.
Og fordi bruserne recirkulerer det varme vand i stedet for at opvarme nyt, er der også en energibesparelse på op til 80 procent, oplyses det.
Dyrevelfærd i madrassen
Guldsmedens dyner og puder er ikke fyldt med gåse- eller andedun, men kamelhår, hvilket overholder de højeste standarder inden for dyrevelfærd og -etik. Dyner, puder, sengetøj og madrasser stammer fra Prolana, der producerer bæredygtige og dyrevenlige produkter.