Sushikæde investerer stort i bæredygtighed og udvidelse
Efter en stribe større omvæltninger i sushikæden Letz Sushi er der lys forude, fortæller adm. direktør Anders Barsøe. Overskuddet lurer ikke lige om hjørnet, men sammenspillet mellem detailsalg og de 20 bæredygtige restauranter bliver en bedre og bedre forretning, hedder det.
"Det har været en meget vækstpræget periode, hvor vi har åbnet ni forretninger og gået ind i detail. Der er sket meget i regnskabsåret, og vi er i perioden også - som den første kæde i Europa - overgået til at være fuldt bæredygtighedscertificeret på fisk og skaldyr," siger adm. direktør Anders Barsøe til FødevareWatch.
Direktøren fortæller, at 2017/18 har været et år, hvor man samlet har investeret 20-25 mio. kr., og at man ved at øge forretningens samlede størrelse håber at kunne få bedre økonomi i de ASC- og MSC-mærkede fisk og skaldyr samt i de økologiske ris, som Lets Sushi gør brug af.