Mange penge at spare ved indkøb af bæredygtige køkkenmaskiner
Danske hoteller og restauranter kan spare penge ved at have de rette køkkenmaskiner, som bruger mindre energi. Men hvad skal man købe – og hvornår kan det betale sig at investere i nye køkkenmaskiner?
Ovne, kogeborde, hætteopvaskemaskiner samt køle- og fryseskabe står for ca. 70 % af energiforbruget i køkkenet og er dermed energislugere i alle restauranter. Men det er svært at finde rundt i junglen af udstyr og ikke mindst at beregne, om det kan betale sig at spare på strømmen ved at købe nye maskiner. Nye beregningsmodeller lavet i samarbejde med Force Technology gør det muligt at beregne de direkte besparelser ved udskiftning af udstyr.
Samtidig kan det være en god ide at få en uvildig konsulentvirksomhed til at regne sig frem til de bedste løsninger. Restaurant Kalvø og Green Key mærkede Kurhotel Skodsborg har benyttet sig af Nina Fisker Consult.
Nye ovne gav besparelser på Restaurant Kalvø
Restaurant Kalvø fik i samarbejde med et konsulentfirma udskiftet deres ovn til en mere energirigtig en af slagsen. Det har givet øget arbejdsglæde, mindre energiforbrug og en hurtig besparelse, da investeringen er tjent hjem efter få år.
Restaurantchef på Restaurant Kalvø, Rasmus Rasmussen, er meget tilfreds med forløbet:
- Det er virkelig værdifuldt at få kompetente – og ikke mindst uvildige - folk til at gennemgå ens virksomhed og derefter give et bud på, hvor der kan bruges mindre energi og spares flest penge. Det tilbud skulle vi i hvert fald ikke tænke ret længe over, før vi sagde ja tak.
- Det handler nogle gange om at plukke de lavt hængende frugter, som man i hverdagens travlhed ikke altid selv får øje på. Der kan være meget energi og mange penge at spare på nogen relativt simple og ikke så omkostningstunge ændringer. I første omgang har vi fået hjælp til at udskifte vores ovn med det helt rigtige alternativ, som både reducerer vores energiforbrug og tjener sig hjem på få år.
Kurhotel Skodsborg sparer kr. 100.000 på drift af ovne og komfur
Det samme var tilfældet på Kurhotel Skodsborg, hvor de udskiftede to ovne og et komfur og dermed sparer over kr. 100.000 om året på driftsomkostningerne. Med en udgift på under kr. 250.000 er investeringen hurtigt hentet hjem. Ud over besparelsen giver udskiftningen et bedre arbejdsmiljø, idet komfuret ikke længere står og varmede i 10 timer om dagen, og ovnene skal ikke længere rengøres manuelt.
Det er Nina Fisker Consult, som står bag beregningerne af totalomkostninger på køkkenmaskiner. Beregningerne er uafhængige af både leverandører og fabrikater, – og kan sammenligne forskellige produkter ved indkøb af nye maskiner. Udgangspunktet for beregningerne er priser og forbrug i den enkelte restaurant.
Niels Brun fra Nina Fisker Consult udtaler:
- Det drejer sig kun om fokus på driftsomkostningerne. Anskaffelsesprisen udgør nemlig kun 5 % af omkostningerne i maskinernes levetid. Det kan derfor være dyrt at købe billigt.
På opvask synliggøres beregningerne desuden besparelser på vand, sæbe og afspændingsmiddel.