catering

Fazer: "Mindre spild og mindre kød går hånd i hånd"

For cateringvirksomheden Fazer Food Services handler klimahensyn ikke kun om at reducere madspild fra sine kantiner, men også om at få folk til at spise grønnere. Det kræver nudging og mere kreativitet end en kødfri mandag.

Virksomheden betjener dagligt over 45.000 mennesker, og det finder sted på grundlag af en målrettet strategi for at reducere netop spild af mad, ikke mindst fra de udbredte tag-selv-buffeter.

”Vi vælger at se mere nuanceret på madspild, fordi forskellige ingredienser og råvarer belaster klimaet meget forskelligt. Den omfattende miljøpåvirkning, der er forbundet med produktionen af kød, er en klar motivationsfaktor for at skære ned på forbruget. Og rent finansielt er kød også en dyr råvare, så færre omkostninger til det, giver flere midler til andre varer, eksempelvis økologisk grønt”, forklarer kvalitets- og miljøchef, Lonnie Lund-Hansen.