Comwellsbt

Comwell tager ambitiøst skridt i rejsen mod CO2-neutralitet

Danskejede Comwell Hotels arbejder målrettet og integreret med bæredygtighed som en central del af kædens forretningsstrategi. Som første hotelkæde i Danmark har Comwell Hotels nu taget et markant skridt i retning mod at reducere hotellernes samlede klimapåvirkning ved at tilslutte sig Science Based Targets initiative (SBTi). Et vigtigt led i Comwells plan om at reducere sit klimaaftryk og opnå CO2-neutralitet i egen drift i 2030 og i hele værdikæden i 2040.

Comwells CO2-udledning kommer fra den daglige drift i forbindelse med produktion af kædens serviceydelser. Målet er at reducere CO2-udledningen gennem ansvarlig drift i tæt samarbejde med leverandører, medarbejdere og gæster. Med Comwells tilslutning til Science Based Targets initiative (SBTi) skærper hotelkæden yderligere sin indsats mod net-zero.

SBTi er en af de højeste standarder for virksomheder, der vil sætte ambitiøse og bindende mål for reduktionen af drivhusgas-udledning.

”Det er et vigtig skridt for os at tilslutte os SBTi. Som stor hotelkæde i Danmark har vi et tilsvarende stort ansvar i forhold til at passe bedst muligt på den verden, vi lever i. Vi arbejder med ambitiøse mål på klimafronten, og med vores tilslutning forpligter vi os til at opnå en række definerede mål på en relativt kort løbebane,” lyder det fra Peter Schelde, koncernchef i Comwell Hotels, som uddyber: ”SBTi tilbyder en klart defineret vej i forhold til at reducere vores CO2-udledning i overensstemmelse med Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning.”

En dedikeret indsats

Comwell offentliggjorde kædens første selvstændige ESG-rapport i foråret 2023, som tydeliggør kædens mål på vejen mod klimaneutralitet i egen drift (scope 1 og 2) i 2030. Det kræver en dedikeret indsats fra alle i koncernen, og flere tiltag er allerede i gang.

”I øjeblikket har vi særligt fokus på egen drift, og det er vores medarbejdere en kæmpe del af. Uden dem var vi ikke kommet så langt, som vi allerede er. Helt konkret reducerer vi vores energi- og vandforbrug – fx ved udskiftning af el-kilder og investeringer i vandbesparende tiltag. Vi har også fokus på maksimal genanvendelse af affald og mindre madspild, ligesom vi i stigende grad sætter flere planterige retter på menuerne og buffeterne i hotellernes restauranter,” fortæller Mai-Britt Jensen, HR og Sustainability Direktør i Comwell Hotels.   

Den mest ærlige måde at arbejde med CO2-reduktion

Når første store milepæl om CO2-neutralitet i egen drift er opnået, vil den danskejede hotelkæde i højere grad rette sin indsats mod resten af værdikæden (scope 3), som indbefatter et tæt samarbejde med leverandører og samarbejdspartnere.

”Når vi har opnået CO2-neutralitet i egen drift, kigger vi på alt det, hvor vi ikke alene har kontrollen. Fx har vi opsat en række målsætninger for hvilke råvarer, vi køber, hvor de kommer fra samt hvilke forventninger og ønsker vi har til vores leverandører og vores samarbejde. I 2025 er det fx vores mål, at størstedelen af vores leverandører har committet sig til Comwells ’Code of Conduct’, der sætter rammen for, hvordan vi i fællesskab rykker os, lyder det fra Mai-Britt Jensen, der slutter: ”Helt i tråd med SBTi er vores strategi på det her område at eliminere så meget CO2-udledning i egen drift som muligt først. Det er den mest ærlige måde at arbejde med CO2-reduktion på.”

FAKTA om SBTi: 

SBTi er baseret på Greenhouse Gas-protokollen og stiftet af FN’s Global Compact (UNGC), CDP, World Resources Institute (WRI) og Verdensnaturfonden (WWF).

Læs mere her: sciencebasedtargets.org