Møbler fra Brøchner skal gøre gavn i Ukraine
Dansk hotelkæde med Green Key har doneret møbler til civilbefolkningen i Ukraine og nogle af de indbyggere, som krigen har sendt på flugt
Brøchner Hotels har overdraget 110 senge, 110 puder og dyner, 50 sengetæpper, 130 sengeborde, 68 skriveborde, 68 stole, 60 lamper, 60 fjernsyn samt 36 lænestole, som hidtil har udgjort en del af interiøret på det danske hovedstadshotel, til de to organisationer, der hjælper i Ukraine.
Hotelkæden omfatter i dag fem københavnske hoteller. Det drejer sig udover Avenue Hotel Copenhagen om Hotel Danmark, Hotel Ottilia, Hotel SP34 og SP34 Apartments. Derudover driver kæden også Book1-hostel i Aarhus.
Tak til Bevar Ukraine
Brøchner Hotels fortæller, at de nu forhenværende hotelmøbler både vil være til gavn for det hjælpearbejde, som foretages i det krigshærgede land, men en del af tingene vil også komme en række af de ukrainske borgere, der i dag lever på flugt, til gode.
”Der skal lyde en stor tak til organisationerne for deres urokkelige engagement, når det kommer til at hjælpe personer i nød og gøre en forskel,” lyder det fra hotelkæden.
”Bevar Ukraine kører deres del af donationen til flere områder i Ukraine, hvor civilbefolkningen er vendt tilbage og er i færd med at genopbygge det ødelagte, mens Aid Ukraine vil give en hjælpende hånd til de ukrainere, der er flygtet fra krigen og i øjeblikket opholder sig i Danmark.”