Øvrige Montra hoteller følger Sabro Kros grønne indsats
Montra Hotel Sabro Kro har siden 2011 arbejdet med bæredygtighed i Green Key. Nu opruster hele Montra Hotels på det grønne område, og kædens tre øvrige hoteller arbejder målrettet mod Green Key.
Ved besøg på Montra Hotel Sabro Kro er det tydeligt, at hotellet længe har arbejde med Green Key og bæredygtighed. Nu følger de tre øvrige Montra hoteller det gode og grønne eksempel og arbejder mod turismens internationale miljømærke.
- Det er et kardinalpunkt for Montra Hotellerne at udvise ansvarlig bæredygtighed, samt målbart at være en aktiv medspiller i vores bestræbelser på at skabe et forbedret miljø, nu og i fremtiden”, udtaler Thomas Weifenbach Jensen, som er administrerende direktør i Montra Hotels.
Som en naturlig og højt prioriteret del, af denne positive udvikling har Montra Hotels besluttet at alle deres hoteller skal miljøcertificeres.
- Vi er ikke i tvivl om hvilken løsning der passer os og vores gæster bedst. Green Key opfylder alle vores krav og forventninger til en professionel miljøcertificering. Derfor er vi også meget glade for den start vi har fået, i et fantastisk samarbejde med Mikal Holt Jensen, som er sekretariatsleder Green Key hos HORESTA, fortsætter Thomas Weifenbach Jensen.
Hele ledelsen fra Montra Hotels er optaget af miljøarbejdet og har nu været samlet om arbejdet med at gøre alle hotellerne mere grønne.
- Jeg er meget imponeret over, hvordan Montra Hotels går til opgaven med arbejdet mod Green Key. Hele ledelsen har været samlet henover tre dage, hvor jeg har gennemgået hotellerne, og de er straks gået i gang med forbedringerne og miljøarbejdet, udtaler sekretariatsleder Mikal Holt Jensen.
På billedet ses Teknisk direktør Henrik Siersted, Hotelchef Lene Jensen fra Odder Park, hotelchef Ture Lyhne og miljøansvarlig Jane Thomsen fra Sabro Kro, Sarah Routledge fra Skaga i Hirtshals, Tino Johannesen fra Hanstholm Hotel og Mikal Holt Jensen fra Green Key. (Foto: Adm. direktør Thomas Weifenbach Jensen)
Godt fundament for miljøarbejdet
Montra Hotels har de sidste par år gennemgået en særdeles positiv udvikling, økonomisk og ift. renoveringer af mere end 150 værelser, gæsteområder, selskabs og konferencefaciliteter.
I forhold til miljø og energi er bygningerne generelt af nyere dato med god isolering og nyere faciliteter. Samtidig er belysningen løbende blevet forbedret, så der primært findes LED i de fleste lamper, mens alle de energiforbrugende minibarer er fjernet på alle hoteller.
I den kommende periode vil Montra arbejde med forbedring af affaldssorteringen og nedbringe vandforbruges yderligere samtidig med at køkkerne arbejder i mere grøn og klimavenlig retning.