Rejsebureau klar med beregner af feriens CO2-aftryk
Stigende efterspørgsel på at rejse grønnere har fået rejsebureauet FDM Travel til at lave beregner, så rejsende nu selv kan tjekke feriens CO2-aftryk.
Hvor langt kan man rejse væk for 2.000 kilo CO2? Og hvor meget belaster familiens tur til Gardasøen klimaet?
Det er ikke længere kun spørgsmål om oplevelser, vejret og økonomi, der optager rejselystne danskere. Stadig flere har nemlig også fokus på, hvilket aftryk deres rejse sætter på klimaet.
I FDM Travels nye CO2-beregner kan man korrigere for transportform (for eksempel fly eller stor/lille bil), destination, antal rejsende, overnatninger og antal stjerner på overnatningsstedet.
En høj standard på overnatningerne er nemlig ofte lig med et højere forbrug af ressourcer, påpeger FDM Travel.
Samarbejde med grøn tænketank
Udover CO2-beregneren har FDM Travel sammen med den grønne tænketank CONCITO udarbejdet en guide med råd og tips til, hvordan man kan nedsætte sit CO2-aftryk på kør selv-ferien.